Feriefilm: Hannibal & Jerry

Sjov, nostalgi, sang og musik: Kickstart vinterferien med en hjertevarm filmperle for alle generationer, når Kulturværftet sætter sving i popcorn-maskinen og viser Wikke & Rasmussens klassiker Hannibal & Jerry på det store lærred.

Filmperle i vinterferien

Se eller gense det pastelfarvede, festlige og ikke mindst stjernebesatte hverdagseventyr, hvor folk bryder ud i sange, mange af os kender, når følelserne bliver store. De to instruktører Steen Rasmussen & Michael Wikke, bedre kendt som Wikke & Rasmussen, har om en anden af deres familiefilm, Flyvende farmor, sagt, at det er en film for fire generationer. Det samme kan man underfundigt sige om Hannibal & Jerry, der også taler sig ind i det helt særlige Wikke & Rasmussen-univers, mange kender fra fx de originale tv-shows Sonny Soufflé og Tonny Toupé samt julekalenderen Julestjerner.

En artig dreng med en ikke helt almindelig hund

Hannibal er en pæn og artig dreng, men Far og Mor synes, han hænger for meget foran fjernsynet. Derfor forærer de ham hunden Jerry, som han bliver meget glad for. Men det viser sig hurtigt at Jerry ikke er en helt almindelig hund og derfor vil den snu legetøjsfabrikant Onkel Morfar og hans håndlanger Morbror Harry meget gerne have fat i Jerry, og det medfører en del forviklinger, der bl.a involverer en rar hundehandler, en uheldig glarmester og et særpræget politimakkerpar. Med mellemrum bliver mange af de medvirkende også nød til at synge en sang.

Brug dit hjerte som telefon

Hannibal & Jerry præsenterer lang en række kendte sangklassikere, bl.a Brug dit hjerte som telefon sunget af Paprika Steen og Martin Brygmann, med musik af Stig Kreutzfeldt, Kærlighed sunget af politimakkerparret Hell & Petter (Hella Joof og Peter Frödin), Onkel Morfar sunget af Onkel Morfar selv (Steen Rasmussen) samt naturligvis Hannibal & Jerry som Souvenirs synger og har skrevet melodi til.

Hannibal & Jerry er skrevet af: Kim Fupz Aakeson, Steen Rasmussen og Michael Wikke og instrueret af: Wikke & Rasmussen. y

Medvirkende: Jonathan Kvium, Paprika Steen, Martin Brygmann, Jytte Abildstrøm, Steen Rasmussen, Michael Wikke, Sofie Bonde, Casper Christensen, Lars Hjortshøj, Hans Henrik Bærentsen, Birthe Neumann, Peter Mygind, Christian Lemmertz m.fl.


Filmtrailer


Brug dit hjerte som telefon

Dato: Lørdag 11. februar 2023

Tid: kl. 14.00

Pris: 50 kr.

Hannibal & Jerry: Instruktører Steen Rasmussen & Michael Wikke, DK 1996, 75 min.

Talesprog: Dansk

Varighed: 1 time 15 min.

Alder: Tilladt for alle

Sted: Kulturværftet – Find vej

Døre til salen: kl. 13.30

Placering: Nummererede siddepladser

Kategori: Film

Forplejning: Popcorn, alm. cafemad, kaffe, te, øl, vand mm. kan købes i Spisehuset forud for filmen.