
Instruktør: Wilfried Hauke / Spilletid: 90 min / Sprog: Svensk / Undertekster: Danske / CPH:DOX sektion: SPECIAL PREMIERES
Astrid Lindgrens elskede fortællinger har leveret stof til drømme hos utallige børn og voksne, og er blevet solgt i mange millioner eksemplarer overalt i verden. Men inden Lindgren blev det navn, alle kender og er vokset op med, var hun en ung kvinde i 30’ernes Stockholm, hvor hun – med egne ord – endnu blot var skribent, men ikke rigtig forfatter.
Da tordenskyerne til en ny verdenskrig trækker op i horisonten, ser Lindgren til med fortvivlelse. Og 1. september 1939, hvor Tyskland invaderer Polen og krigen starter, begynder hun at føre en dagbog, som bliver hendes følgesvend i de mørke år under krigen. I linje efter linje sætter den forstandige Lindgren ord og billeder på sine tanker om livet, døden og og kunstens rolle i krigens skygge. Lindgrens formative år som forfatter er blevet til netop den elegante og meget menneskelige film, som hun fortjener. Med smukke rekonstruktioner af Lindgrens liv i Stockholm og Skærgården, og samtaler med hendes familie. Og så runder den også historien om, hvordan Pippi Langstrømpe blev til.
Den er god – ligesom alle hendes andre historier
Helene Neumann
Inden filmen om Astrid Lindgrens liv vises, indleder præst og skuespiller Helene Neumann aftenen med en samtale om åndelig oprustning.
Med afsæt i Astrid Lindgrens liv og tid vil Helene Neumann tale om åndelig oprustning – om at finde indre styrke, håb og menneskelighed i en verden, der buldrer og forandrer sig. En verden, som på mange måder minder om den tid vi lever i, i dag. Lindgren levede og skrev i skyggen af en truende verdenskrig, og hendes refleksioner over livet, frygten og kærligheden rummer slående paralleller til nutiden.











