Udsolgt: Benjamin Hav & Familien
Sidste år blæste Benjamin Hav og hans orkester – Familien – publikum bagover med deres anmelderroste liveshow, og med et enigt anmelderkorps har han for længst cementeret sig som et af Danmarks absolut bedste livenavne. Når Benjamin og Familien i år drager ud på landevejene på en tour, der rammer Kulturværftet fredag den 17. november, så er det med et løfte om, at showet bliver større end nogensinde.
”Sidste år lavede vi noget small-timer, der virkede BIG! Derfor mener jeg, at det nu er tid til at lave noget, der er sådan ægte BIG! Så må vi se, om vi er for meget nogle small-timere til, at det bliver rigtig BIG, eller om vi kan få det helt op og blive BIG BIG! Grundlæggende tror jeg på, at det bliver BIG SHOW! For Familien har lovet mig, at de vil gøre, hvad der skal til. De gør jo altid alt, hvad jeg beder dem om, så derfor kan showet næsten kun blive the BIGGEST SHOW THAT THE WORLD HAS EVER SEEN EVER BEFORE ON THIS PLANET BIG!! Det er BIG!”, forklarer Benjamin Hav.
Rosende anmelderskare
Det er svært at finde fyldestgørende superlativer til Benjamin Hav & Familiens koncerter, men ’genialt’, ’innovativt’ og ’rablende vanvittigt’ lader til at gå igen. Hele det samlede anmelderkorps har kastet følgende stjerner og roser af sig:
”Benjamin Hav & Familien på Smukfest var en af de sjældne koncerter (…)” Politiken, 6/6 hjerter.
”(…) Benjamin Hav sprang ud på dybt vand, hvor han sagtens kunne bunde. Det var rablende. Men ufatteligt godt tænkt.” Ekstra Bladet, 5/6 stjerner.
”(…) han befinder sig i det hele taget et sted i karrieren, hvor han har hele pakken som liveartist.” Jyllands-Posten, 5/6 stjerner
”Efter en koncert, man ønskede aldrig fik ende, hørtes det overalt på pladsen, at dette var et øjeblik, der vil leve længe i bevidstheden hos de tilstedeværende (…)” GAFFA, 6/6 stjerner.
Familien
Med sig på scenen har Benjamin Hav sit trofaste band, Familien, som består af Emil Falk (guitar), Birk Nevel (percussion), Kristoffer Sjelberg (trommer), Bastian Sjelberg (bas), Andreas Stigkær (keys), Troels Mørkenborg (danser/kor/blæser) og Torben Jensen (danser/kor/blæser), der tilsammen giver samtlige numre i sættet helt nyt liv med deres flamboyante live-versioner af sange som Den Dejligste Boy, Musse og Cannelloni & Kød samt Benal-hitsene Uh Babe og Nu Her.