Ars Nova Copenhagen inviterer med denne koncert publikum til at lade sig omslutte af en klanglig verden, hvor tempoet sænkes, og lytningen får plads. Vi kredser om Maria – ikke som centrum for en historie, men som afsæt for et musikalsk nærvær, der giver rum for fordybelse.
Jomfru Maria har inspireret til en række af musikhistoriens smukkeste værker, og fra den enkle middelalderlige pilgrimssang Maria Matrem over mere musikalsk udfoldede renæssancemotetter af Heinrich Isaac og Jacob Obrecht til nutidige værker af Jamie Hall og Judith Weir er koncerten er en invitation til at lytte uden hast. At give plads til stemmer, der sjældent høres tydeligt, men som fortsat klinger med i traditionen.
Om Ars Nova
ARS NOVA Copenhagen er et danskbaseret, internationalt vokalensemble på 12 medlemmer, der har specialiseret sig i renæssancens polyfone kormusik og ny vokalmusik, der fremføres med præcision og nerve, og med en lyd, der vækker opmærksomhed over hele verden.
Ensemblet har for længst etableret sig som et af verdens fineste vokalensembler og har turneret i mere end 40 lande. Med koncerter i København og resten af Danmark og flere årlige turnéer verden over, er gruppen i dag mere efterspurgt end nogensinde. Fremtidige turnéer gå til bl.a. Skotland, Belgien, Sverige, Tyskland og Spanien.
Gennem årene har Ars Nova haft tætte samarbejder med en lang række både internationale og danske komponister, herunder Pelle Gudmundsens-Holmgreen, Per Nørgård og Arvo Pärt. Senest har ensemblet uropført værker af Bent Sørensen, Signe Lykke, Caroline Shaw og Galina Grigorjeva.