Søndagsjazz: Anna Roemer + Support: Plum

Anna Roemer har en unik tilgang til sit instrument og er en guitarist, der insisterer på at guitaren kan meget mere end lytteren tror og sammen med sin jazzmaster og sit pedalboard, sprænger hun rammerne for hvad en sologuitarist kan.

Mange publikummer, musikere og kritikere kender allerede Anna Roemer som den ene halvdel af bandet KALEIIDO, som hun har sammen med saxofonisten Cecilie Strange – en anmelderrost duo, hvis dogme er at musikken altid skal forandre sig i tid, rum og sted. Bandets koncerter har derfor skiftende gæstemusikere fra det øverste lag af den danske jazzscene. Bandet debuterede med det anmelderroste VOYAGE i 2021, efterfulgt af ELEMENTS i 2022 – et album der også skabte røre og begejstring hos anmeldere nationalt såvel som internationalt.

Roemer udgav AZURE, sit første album i eget navn i begyndelsen af oktober 2022, hvor hun udforsker de musikalske muligheder i både akustisk og elguitar. Hun væver stemningsfulde toner og elegant lyd scenografi sammen med brug af sine effektpedaler. Saxofonist Ned Ferm bidrager på fire numre og albummet er lavet i tæt samarbejde med producer Rasmus Juncker. GAFFA har kaldt det et virtuost dansk debutalbum og kviteret med en femstjernet anmeldelse. Albummet har ligeledes været ugens album på P8Jazz. På AZURE bliver lytterne vidne til Anna Roemers tålmodighed, styrke og sårbarhed som soloartist og dette bringer Roemer ligeledes med sig på scenen når hun spiller live. Alt materialet er tæt forbundet og baseret på den samme grundlæggende idé om at udforske ideer gennem gentagelser, men samtidig undgå at det bliver kedeligt og trivielt – et dogme for Roemers musik, koncerter og virke. Det meste af musikken byder på store, vidtstrakte lydlandskaber og produktioner, drysset med smukke detaljer og melodier der udfolder sig i nogle gange ukonventionelle og dejligt uventede retninger.

Anna Roemer er en dansk guitarist og komponist. Hun er født og opvokset på Sydsjælland, nær Vordingborg men har siden 2015 boet i København hvor hun har indtaget musikscenen med storm. Roemer har spillet med en lang række kunstnere heriblandt navne som Hannah Schneider, Kirstine Stubbe Teglbjærg, Guldimund samt spillet i husorkestret til Carl Prisens awardshow og tribute projektet Black Voices. Sidste år udgav hun mini EP’en Bakkedraget og har senest udgivet debutalbummet AZURE.

Support: Plum

Plum, Konrad Tosti (Trompet) og Mathis Jønsson (Guitar), er et nyt band, der med sin intime lyd skaber plads til eftertænksomhed og drømme.

Lyriske melodier er rygraden i Plums minimalistiske jazz. Plum skriver sange man kan huske melodien til og drager lige så meget inspiration fra indie og electronica som fra den nordiske jazzscene. Derfor rammer Plum også langt ud over det typiske jazzpublikum.


Dato: Søndag 29. januar 2023

Sted: Toldkammeret – Find vej

Tid: kl. 16.00

Døre: kl. 15.00

Pris: 95 kr.

Placering: Unummererede siddepladser

Varighed: ca. 1:15 time

Kategori: Musik / Søndagsjazz

Koncerten er en del af Liveforbundet.
Live-koncerter på abonnement.

Koncerten er støttet af

En del af Liveforbundet