Menu

Kulturværftets
arkitektur

Det er arkitekterne fra AART A/S fra Århus, som har tegnet Helsingørs nye flagskib. Deres forslag vandt førstepræmien i en åben arkitektkonkurrence udskrevet af Helsingør Kommune i samarbejde med Akademisk Arkitektforening i december 2005 om omdannelse og udbygning af det tidligere skibsværft. Til konkurrencen indkom i alt 87 forslag fra ind- og udland.

Kulturværftet er udført som et moderne byggeri, der både forholder sig til værftstidens industrielle bygninger og til renæssanceslottets historiske kraft - og som binder byen og borgen sammen.
Kulturværftet markerer sig ved et smukt og gennemarbejdet hovedgreb, der binder de eksisterende bygninger sammen med de nye tilføjelser. I et poetisk, varieret arkitektonisk samspil mellem det nye og de eksisterende værftsbygninger udstråler bygningen sin egen identitet med maritime referencer. Den fastholder den værftshistoriske ånd og skaber samtidig et nydefineret udtryk.

Værftsbygningernes oprindelige robuste betonskelet er forstærket med en ny stålkonstruktion, der med sin enorme glasfacade fungerer som kulturværftets blikfang. Facadens flere hundrede trekanter i glas, stål og aluminium er inspireret af havnens skibssejl. For at undgå overopvarmning er facaden mod syd beklædt med perforerede aluminiumplader, der er placeret i forhold til solens gang i løbet af dagen.

Kulturværftet har modtaget flere priser

  • I 2011 vandt Kulturværftet Structural Awards (en slags ingenørernes Oscar) i kategorien “Community and Residential Structure”.
  • I 2011 modt Aart Architecs Tyndpladegruppens Arkitekturpris 2011
  • I 2013 modtog Aart Architecs den internationale pris The International Hotel and Proberty Award for Kulturværftet.

Fakta om byggeriet
Bygherre: Helsingør Kommune
Areal: 13.000 m2
Arkitekter: AART, Århus
Byggeperiode: 2008-2010